God planlægning vinder kampen mod flyveplanen
Timingen og kampen for at kunne lave en ny landingsbane, mens Billund Lufthavn fungerede fuldstændig normalt, var ikke engang den største bedrift i forbindelse med Grontmij | Carl Bros og NCCs store partneringprojekt.
Klokken 6:28 kørte den sidste udlægger fra banen. Klokken 7:00 landede morgenflyet fra København planmæssigt på minuttet. Ganske få minutter før var landingsbanen et mylder af store entreprenørmaskiner - ni kolossale asfaltudlæggere, 20 tromler og 82 lastbiler. Plus hundredvis af mænd i gule veste.
Planlægningen var minutiøs. Så snart et fly var landet eller lettet, myldrede de store maskiner ud på landingsbanen, og minutter inden et nyt fly var på vej, forsvandt de igen uden for banen, hvor de ventede, parat til endnu nogle meters intensiv asfaltudlægning, så snart der var en pause i trafikken. Men, som sagt. Det var ikke den største ingeniørmæssige bedrift. Det var, at det foregik i 2008!
"Banen var faktisk allerede forældet i 1997-98. Men vi har haft mulighed for at forlænge levetiden og dermed udskyde den store investering", fortæller chefkonsulent Hans Christian Korsgaard fra Grontmij | Carl Bro, der har været lufthavnens asfaltrådgiver i over ti år.
Ti års ekstra liv
Nu er "levetidsforlængelse" for en start- og landingsbane i en stor international lufthavn ikke noget med "at smide lidt asfalt i de værste huller". Kravene til landingsbanerne er kolossale. Den mindste løse sten på overfladen kan udløse en katastrofe, og banen bliver udsat for virkelig voldsomme kræfter - specielt når et fly starter, og hvert hjul trykker på asfalten med 25 tons.
Ti år ekstra kunne Hans Christian Korsgaard og andre asfaltspecialister fra Grontmij | Carl Bro give til Billund Lufthavns startbane. Men nu gik den ikke længere, og den 3,1 km lange og 45 meter bredde landingsbane har takket være et intenst partneringsamarbejde mellem NCC, Grontmij | Carl Bro og Billund Lufthavn fået ny opbygning og belægning, der forventes at kunne holde til ca. år 2035.
Mere information
Chefkonsulent Hans Chr. Korsgaard, Grontmij | Carl Bro, tlf.: +45 8228 1443