Baghjul til nemme løsninger
For os betyder 360 graders omtanke, at vi ikke altid går den lige vej i mål, men leverer infrastrukturelle løsninger, der er udarbejdet med øje for samtlige trafikanter. Både de bløde og de hårde.
Havneboulevarden i Århus er et godt eksempel på vores tankegang. I projektet er der tale om en omlægning af et eksisterende havneområde til boligområde.
Projektet omfatter planlægning og projektering af den samlede infrastruktur i forbindelse med omdannelse af den tidligere containerterminal på Nordhavnen, Århus.
Projektet mundede ud i et projektforslag og et hovedprojekt (ultimo 2007), som dannede grundlag for indhentning af tilbud fra entreprenører og efterfølgende for anlægsarbejdernes udførelse.
Ud over at etablere det overordnede vejnet og forsyningsledninger til hele området, tilføjede vi sammen med Århus Kommune en ekstra dimension til gavn for cyklisterne med en cykelstitunnel, som øger deres sikkerhed. Cykelstitunnelen var ikke med i projektet fra starten, men idéen udsprang undervejs i det forbilledlige samarbejde med bygherren. Ønsket er at øge trafiksikkerheden for cyklisterne - området er meget trafikeret.
Herudover har kunden fået et fremtidssikret helhedsprojekt, hvor der er taget højde for klimaforandringer og byudvikling på langt sigt.
Projektet er udført i tæt samarbejde med kommunens egne arkitekter, tekniske afdelinger og eksterne rådgivere.
Mere information
Projektleder Jan Olesen, Grontmij | Carl Bro, Jan.Olesen@grontmij-carlbro.dk, tlf. 8210 5222